Oktober 2015

Spørgsmål:

Hvordan er det at leve I tilstanden af klarhed? (oplysthed) Jeg tror det er det jeg gør, men jeg er ikke sikker?

Nukunu

I en af de gamle Upanishader, er der en smuk billedanalogi, der handler om hvordan det er at være en Jivan Mukti. (En der er fri, mens han/hun er I kroppen). Forestil dig en hund skåret ud af sten. Du ser på den og ja, det er en stenhund! Dette er et billede på hvordan den formløse virkelighed opstår som form. Hvis du lever fuldstændigt i uvidenhed ser du kun hunden, og du er måske ovenikøbet så uvidende (vildledt) at du tror den er levende. Hvis du er begyndt at komme ind I din klarhed, vil du se både hunden og at den er lavet af sten. Dette er begyndelsen på spirituel diskrimination (skelne-evne). Du har en oplevelse af noget, form og navn (en hund) men du “ved” at det er en manifestation/tilsynekomst af sandheden (det ægte). Det føles som om din sande natur (stenen) gennemtrænger hvad du oplever, og det er utroligt opfyldende (frydefuldt). Du sanser/oplever, genkender stenen. Ikke bare hunden!

Så! Kunne du tillade dig selv at se, at hunden bare er en måde for stenen at komme tilsyne på! At stenen også kunne komme til syne som et menneske eller en ko. Ville du se at det kun er stenen som er ægte..! Det er det samme med sanseoplevelser. De er også bare, hvordan det ægte ”dig” opstår/kommer til syne, i dette øjeblik.

Når du giver slip på oplevelser og bare hviler ind i det ægte, kommer du ind i en dyb, dyb sammensmeltning, som er dybt tilfredsstillende. Dette bliver i Advaita kaldet ”Sahaja Samadhi”- Den naturlige tilstand. Her stopper dit åndedræt i lange øjeblikke, da, når du ikke tænker, har du heller ikke brug for åndedrættet. I ”Sahaja Samadhi” er du kun stenen, for at blive i analogien.

De fleste mennesker ser kun ”hunden”, de lever i deres oplevelser, og de tror at ”hunden” er ægte! De tror at det liv de oplever gennem deres sanser er ægte! Dette er lidelse og uvidenhed.

På rejsen gennem livet er vi først fuldstændigt identificeret med filmen, og ja det stammer fra ordene ”levende billeder”. Livets film er alle vores tanker og oplevelser (hunden). Indtil vi måske pludseligt opdager noget dybt i os, som ikke flytter/bevæger sig – en følelse af væren. ”Åh, hvad er det”? (Spørger vi!) Vi er så vant til ”gøren”, at ”væren” næsten er blevet helt glemt. Følelsen af ”væren” er stenen i analogien. De fleste mennesker bliver opmærksomme på ”væren”, når de starter med at meditere.

Når du ved at “du” er det iboende ægte/det virkelige i enhver oplevelse, er det det jeg kalder klarhed (oplysning). Men det ”du” som du føler/oplever, er ikke ego-personaliteten. Det er et levende nærvær af det Guddommelige, og det er hvad du er. (Du Er Det).