Juni 2018

Spørgsmål

Hvorfor er så få mennesker interesserede I spirituel opvågnen og oplysning?

Nukunu

De er bange for at blive konfronteret med al-tings-forgængelighed, og det at se (erkende) konsekvensen af at der ikke findes nogen personlig gøren! (dvs. at der ikke findes et jeg/en  person der handler/gør noget. Jeget/personen bliver handlet/gjort!)

Mennesker der er interesserede I oplysning, prøver ofte mange forskellige spirituelle teknikker af. Men de kan bruge resten af deres liv på at lave den slags arbejde; det vil ikke I sig selv lede til oplysning. Eller de kan læse alle de bøger der findes om oplysning; det vil heller ikke hjælpe. Intet trossystem (ingen trosoverbevisninger) vil hjælpe dem. Det er kun når vi tør møde (blive konfrontere med) livet – når vi møder (erfarer/oplever) det (præcis) som det er – at der er en mulighed for at vågne op. Men for det meste, når vi møder livet, er det igennem etiketter (labels), sprog og begreber, næsten aldrig som en direkte oplevelse/sanse erfaring. (dvs vi oplever ikke tingene som de Er. Vi oplever dem igennem et filter, af det navn vi har givet dem). Hvis vi kan opleve vores (sanse) oplevelser direkte, vil vi se (erkende) at de ikke har nogen separat (adskilt) selvstændig natur (Essens).

Den store Indiske helgen Ramana Maharshi plejede at sige: ”Det der kommer og går, er ikke ægte”. Hvis vi kunne lade vores oplevelser/sanseerfaringer komme og gå (uden at klynge os til dem) ville vi realisere/erkende vores sande natur, som Ramana kaldte Selvet, Atman, Brahman eller Gud.

I hans taler (dialoger/belæringer) blev Ramana ved med at gentage den berømte analogi ”A hare has no horns”. Hvis vi ser en lille hare på afstand, vil det se ud som om den har horn. Men kommer vi nærmere, ser vi at det ikke er horn, men ører. Så vi ser en ”hare med horn” fordi vi ikke kommer tæt nok på. Vi oplever ikke vore (sanse) oplevelser direkte! (uden labels). En af grundene til dette er vores konstante begrebsliggørelse (vi giver tingene navn/begreber). Vi lever ikke i den virkelige verden, vi lever i en verden af sprog, begreber og bedømmelse (tolkning, tiltrækning og frastødning); Og dette er som at have skyklapper på! Men hvis vi havde mod til at leve i den virkelige/ægte verden, ville vi spontant se igennem sløret som er skabt igennem sproget og det begrebliggørelse. I Indien kalder de dette slør for ”Maya” – sløret over det ægte. Så hvad de seks sanser (igennem begrebliggørelse) fortæller os om verden, er uægte, som en drøm, og på denne måde kan livet blive set som ”en drøm, drømt med åbne øjne”.

Næsten ingen fortæller os at vi skal opleve vore oplevelser (direkte). Hele verden lever i en drøm. Hvis helgener som Ramana,  Anandamayi Ma, Papaji etc. fortæller os dette, vil vi høre det – men vil vi handle herefter? Vil vi praktisere ud fra dette? Vil vi virkeliggøre det?

Hvis vi praktiserer mindfulness meditationer, vil vi langsomt blive vandt til et sind der er stille – et sind uden (tanke) indhold. Et  totalt stille sind Er vores ægte natur; det Er oplysning. En (sanse) oplevelse rejser sig når denne totalt nøgne, rene bevidsthed bliver farvet af vaner eller begær! Men selv når denne rene bevidsthed, rejser sig som en sanseerfaring, hvilket sker hele tiden, vil den stadig være ren og uforandret.