January 2016

Spørgsmål

Hvad er medfølelse? Hvad er tilgivelse?

Nukunu

Oversat, betyder medfølelse (compassion), “at dele lidenskab/stærke følelser” (at ”dele” de samme lidenskabelige interesser/følelser – her “at have evnen til at føle/lide sammen med”) – at vi har/kender den samme lidenskab/følelse. Hvis nogen har en stærk lidenskab/følelse, og vi ikke kan genkende den I os selv, vil vi sandsynligvis, fordømme, og projicere på personen. Men hvis vi forstår medfølelse, vil vi se, at I det øjeblik der er en tendens til at bedømme en anden person og følelser som vrede og jalousi opstår, så skal vi altid tjecke med os selv først: ”Kender jeg denne følelse i mig? Afviser jeg den i mig selv?” Dette er det Buddhistiske medfølelsesbegreb , som har eksisteret længe før det blev introduceret ind i den moderne psykologi, hvor det bliver brugt i arbejdet med projektioner.

Vi ved også at Jesus er kendt for hans kærlighed og medfølelse. Mange mennesker, for eksempel dem som følger læren i Aquarian Gospel (vandbærerens evangelium), tror på at han (Jesus) levede sammen med Buddhister i Indien mange år før han begyndte at undervise omkring da han kom i 30`erne. I det Nye Testamente er der en berømt historie, som peger på muligheden af at han rent faktisk har levet sammen med Buddhister i Indien

Historien fortæller om en dag hvor Jesus kom forbi en stor gruppe af mennesker som skulle til at kaste sten (stene) en kvinde fordi hun havde begået utroskab. Dette var traditionen i de dage. Hvis en kvinde havde været utro, havde man ret til at stene hende til døde. Jesus sagde bare en ting til forsamlingen: ”Den af jer som aldrig har begået utroskab, ikke engang i jeres tanker, kan kaste den første sten.” Der blev dyb stilhed, og ingen kastede en sten. Dette er hvordan du anvender/bruger medfølelse – før du kaster dig over nogen, med din fordømmelse, så tjecker du ind med dig selv først: ”Kunne jeg gøre den samme ting?”

Der er et endnu dybere niveau af medfølelse. Når du er vågnet op (oplyst/erkendt) indser du at der ikke er nogen personlig gøren. Du ser mennesker omkring dig gøre ting; Du ved fra din erfaring (indsigt) at de I virkeligheden ikke er ansvarlige når du ser det fra et dybere perspektiv.
Men de lider stadig og har smerter i kroppen. Jeg kendte engang en kvinde som havde tre børn med tre forskellige mænd, og hun havde et meget hårdt liv. Forholdet til de tre fædre fungerede ikke, så hun var alene med de tre børn. Selvfølgelig ville det være let at sige til hende: ”Hvordan kan du være så dum at gøre det tre gange?” Men når du har erkendt dybt i dit hjerte at intet af dette har noget at gøre med en personlig gøren. Så vil du føle utrolig medfølelse med alle (levende) væsner. Fordi, de er i deres kroppe, kæmpende, havende smerte, levende og døene, og der ikke er nogen fri vilje.
Det er sådan fordi, der ikke ”er nogen der” (der er ingen personlig identitet) der har en fri vilje. Hvis du har erkendt det, vil du tilgive alle du har kendt/mødt i dit liv, uanset om de har elsket eller hadet dig.

Dette er et meget højt niveau af medfølelse, som stammer fra spirituel opvågnen. Den første type af medfølelse jeg omtalte er bare begyndelsen. Vi starter med at kigge på os selv, og er ikke bare besat af at dømme ”den anden”. Dette går selvfølgelig langt forbi almindelig brug/forståelse af medfølelse. I den traditionelle kristne fortåelse af medfølelse, tilgiver vi nogen for at gøre noget imod os. I terapi bliver vi måske bedt om at tilgive vores mor og far. Men det vil ikke vare ved, (når det stammer fra) denne form for tankegymnastik, fordi det ikke er rodfæstet i forståelse. Den medfølelse der kommer fra spirituel opvågnen, er ikke sammenlignelig med disse to former for traditionel medfølelse (forståelse af medfølelse). Disse former for medfølelse er et egotrip. De gør vores egoer stærkere. Det bygger også på en illusion, fordi der er ikke noget ægte ”dig” som kan tilgive en ”anden”, og der er ikke nogen ”anden” at tilgive.

Så medfølelse I traditionel forstand, hjælper ikke virkeligt. Jesus var tæt på medfølelse, da han hang på korset og sagde om soldaterne som torturerede ham: “Far (Gud), tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”. Her kommer det tættere på ægte medfølelse, fordi det bliver set at de ikke ved (hvad de gør). Men det er ikke den fulde og hele sandhed. Fordi når Jesus er på korset, er det I realiteten Faderen (Gud – det ikke duale) der hænger på korset – Og det er også denne samme Fader som handler igennem soldaternes Kroppe. Der er ikke to!
Det som torturerer er det samme som det der bliver tortureret. Dette er meget svært at forstå intellektuelt (vha tankerne). Der er kun en virkelighed (Eksistens – Enhed), og denne virkelighed er både overgriber og offer. Der er kun En! Denne Ene er både den der ser og det der bliver set, den der føler og det der bliver følt. Vi er nød til at komme (fuldt) ind i dette eksistentielt (med hele vores eksistens/væsen) for at kende det (realisere/erkende det) og for at blive fuldstændigt/helt frie.