February 2018

Spørgsmål

Hvordan stopper jeg med at bekæmpe mit (tanke) sind?

Nukunu

Alt hvad der opstår I ego-sindet – den del af sindet vi har gjort privat (til et adskilt jeg) – er (sanse) oplevelser, og (sanse) oplevelser er bevidsthed. Alt (der opstår) i bevidstheden er upermanent (flygtigt – det kommer og går uden at have selvstændig eksistens) og bevidsthed opstår som former og navne (begreber). Alle former er tomme for nogen som helst iboende form for selv-natur (adskilt eksistens). Derfor peger alle navne (begreber) imod noget der ikke er ægte! Men, hvad er så altings (alle tings) iboende ægte selv-natur? (inderste natur). De (former og begreber) er alle din inderste natur – dit ægte Selv. Men dette (Selv) er ikke et ”noget”!! (det er ikke nogen Ting!) Det (Selvet) kan blive realiseret (erkendt), men det kan ikke forstås!

For at komme ind til denne mystiske (gådefulde) hemmelighed, er det nødvendigt at transcendere (gå ud over) al dualitet.

I den duale tilstand, tror vi at både det tænkende subjekt (jeget) og objektet (genstanden) er ægte, i den betydning at det har en selvstændig, uafhængig eksistens (selv-natur). I virkeligheden er de (begge) upermanente (flygtige), men vi ser (erkender) ikke dette, fordi vi kan give tilsynekomsterne (objekterne der opstår) navn. Vi lever i en verden (virkelighed) af navne og begreber. Det første der er nødvendigt for at vågne op, er at blive fri af alle begreber (navne – det at sætte et begreb på oplevelserne) og møde vores oplevelser (sansninger) direkte! Herved vil vi se at oplevelserne (sansningerne) ikke er ægte. For at kunne gøre dette, må vi praktisere meditation og mindfulness.

En af de måder vi bliver fanget i dualitet og uvidenhed på, er gennem tiltrækning og frastødning. Når vi involverer os i denne meget populære leg om præferencer, sårer (skader) vi ikke kun os selv og andre, vi forbliver også i ubevidsthed (uvidenhed). Oplevelsen af andre mennesker er også bevidsthed, men vi skaber dualitet ved at adskille os fra selve oplevelsen. Hvis der er noget vi ikke kan lide i en anden person, bør vi stoppe op og konfrontere  oplevelsen af frastødning direkte. Og ja – herved vil vi se at den er flygtig (ikke permanent) og selve essensen af/i vores oplysning. Hvis vi bliver ved med at dømme andre mennesker, vil vi ikke kun miste dem, vi vil også miste os selv.