April 2021

Spørgsmål:

Er det virkeligt sandt, at jeg er skaberen af verden?

Nukunu:

Ja, det er sandt, og du ændrer og destruerer/nedbryder den også!
Men først må vi forstå, at verden i virkeligheden ikke er fysisk.
Verden er en oplevelse, noget der er, og foregår I bevidstheden.
Buddhisterne siger at der findes “sindets natur” (sindets inderste rene natur/substans) og “hverdags-sindet” (tankesindet). Sindets inderste natur, er skaber af, og grundlaget for, hverdagssindet. På samme måde taler man i Advaita om “ren bevidsthed” og “bevidsthed med former og navne”.

Så “Jeg” er i sin essens, verden. Det hele er mig! Men dette “jeg” eller “mig” (selv) er ikke egoet! (tankesindet). Det er den rene bevidsthed og er ikke personligt. Egoet er skabt af den rene bevidsthed, som alt det vi kan føle, sanse og opleve.

Det er vores vedhængen ved (det, at vi forsøger at holde fast i) sanseoplevelserne, der gør at de synes ægte (som en vedblivende uafhængig substans). Jo flere ting/sanseoplevelser, og begær vi holder ved, jo mere ægte syntes de at være. Når vi langsomt begynder at indse, at det er vores vedhængen (begær) og afvisning, som skaber dramaerne I livet, ja så begynder disse objekter, som er genstand for vores begær, at miste deres substans/soliditet. De begynder at blive upermanente/flygtige i vores oplevelse.

I Indien tilbeder de floderne, fordi floder repræsenterer et direkte billede på noget upermanent/flygtigt. Sindets flydende natur, fremstår som bølgerne på en flydende flod – som hverdags-sindet. Når vi begynder at vågne op til realiteten af, at alting er upermanent/flygtigt, så begynder den verden der opstår som form, vores følelser og tanker, at miste sin “realitet”, som noget objektivt og adskilt fra os. Vi begynder at føle, at vi smelter sammen med (falder ind i) sansernes objekter, (de fremstår mindre og mindre som noget der er adskilt fra os).

Dette er begyndelsen på realisationen af, at vi er verden – “vi er et med alt”. Vi begynder at se, at alt er bevidsthed eller fantasi (noget der er forestillet). Når vi fuldstændigt bliver et med sindets (inderste) natur, forsvinder verden. Herfra, indser vi, at vi selv skaber de uægte tilsynekomster, vi kalder objekter, følelser og tanker, og at de også forsvinder ind i os (ind i sindet) igen, præcis som I en drøm.

Kun drømmeren er ægte, ikke drømmen!