Juni 2020

Spørgsmål

 

Er meditation blot at lukke vores øjne og forsøge at at opnå en tilstand af lykkefyldt fred, hvor vi bliver ligeglade med verden omkring os, og blot hviler i en tilstand af passivitet? Eller sigter meditation mod at realisere det som kaldes vores ægte natur, så vores følsomhed og evne til at handle i forhold til ting der sker i verden bliver forstærket? (på en positiv og mere kraftfuld måde)

Kunne det også være tilfældet at denne tilstand (realiseringen af den ægte natur) fin-tuner vores intuition til at opfatte og forstå hvad der i virkeligheden foregår omkring os? (spørgsmål fra Tara)

 

 

Nukunu:

 

Da meditation blev opdaget (realiseret), for mange mange år siden i østen, var det med det formål, at det skulle vække os op til en realisation af vores sande natur. Men meditation kan også bruges til, blot at få os til, at føle os bedre tilpas, hvilket er den funktion der primært er blevet lagt vægt på her i Vesten. Den Vestlige kultur er ekstremt ekstrovert, hvilket fører til mange psykologiske problemer. Meditation kan hjælpe individet med at føle sig bedre tilpas, ved at det skaber en langt mere sund balance imellem den ekstroverte og introverte livsførelse.

Du taler også om Oplysthed (realisering af den sande indre natur). Der er to former for Oplysthed (realisering) – Nirvikalpa samadhi og Sahaja samadhi.

I Nirvikalpa samadhi, er der glimt af sandheden om hvem vi i virkeligheden er. Der er øjeblikke af Oplysthed (realisation), men både vi og verden er her stadig (der er stadig en dualitet tilstede). Verden bliver transperant og synes (opleves) uvirkelig, fordi vi i Nirvikalpa samadhi rører ved den absolute virkelighed – det som er vores sande inderste natur. Når vi glider ind i Sahaja samadhi, bliver vi “uvidende” om verden (dens “realitet” forsvinder) – fornemmelsen af tid og rum forsvinder. Sahaja betyder “Naturlig” (ægte). Det er den 4 dimension (vores sande natur) og derfor kan vores “monkey mind” (ego – tanke sindet) ikke forstå den.

Når vi lever vores liv så totalt ekstrovert, som vi gør nu for tiden her i vesten, bliver resultatet vold og krig. Den oldgamle Indiske kultur, som blev domineret af meditation og spiritualitet, skabte “Ahimsa”, princippet for “ikke voldelighed”.

Opfattelsen og realisationen, af dette princip (Ahimsa), var/er så dyb, at hvis du sårer andre, bliver det set som – at du sårer dig selv.

Når vi bevæger os ind i meditation og det bliver en del af ens liv, bliver vi til et ægte menneske (human being – et menneske der er funderet i væren), og ikke bare et ego-menneske (human thinking – et menneske der kun er funderet i tænkning/ego sindet). Jo mere vi er i kontakt med vores “væren”, jo mere reagerer vi ansvarsfuldt på verden. Vi bliver mere uselviske, fredfyldte og kærlige.