desember 2019
Spørgsmål:
Findes der nogen fri vilje, Nukunu?
December 2019
Nukunu:
De fleste samfund I verden er bygget op omkring den ide, at vi har en fri vilje. Men fra det oplyste perspektiv er der hverken frihed eller determinisme (forudbestemthed). Disse to ideer hører til “ego-sindet”, og I det øjeblik vi realiserer vores ægte natur (det oplyste sind), ser vi at egoet er en illusion – en ide vi er identificeret med.
Så mit korteste svar er: “hvordan kan vi snakke om fri vilje, når der I realiteten ikke findes nogen person der kan være fri?”
I virkeligheden og essentielt (I vores inderste ægte natur) er vi den “fjerde dimension”. Det lille ego-sind har ingen mulighed for at forstå denne dimension, men vi kan vågne op og erkende, at uanset hvad vi tror på, fri vilje eller determinisme, så er det kun overbevisninger, og at leve med overbevisninger som dem giver kun smerte.
Den “fjerde dimension” kan ikke kendes (erkendes) på traditionel måde. Vi kan “være sandheden”, men vi kan ikke kende den (med vores tankesind/ego-sindet). Det er ikke en sanseoplevelse, da oplevelser kræver et “jeg” og det som det “jeg” oplever. I oplysnings øjeblikket bliver det erkendt (realiseret) at begge er “fænomener” (både jeget og de fænomener jeget oplever) og at de ikke har nogen adskildt selvstændig natur. De er (blot) drømme skabt af hvad vi I virkeligheden er – den “fjerde dimension”. Vores ægte (inderste) natur er denne “fjerde dimension”, som skaber og projicerer (lade fremstå) den verden vi oplever (sanser).
Kun meget få erkender dette og de kan ikke ændre hvad de andre 99.99999% tror på. Denne verden ville se totalt anderledes ud, hvis største delen (af os mennesker) realiserede vores ægte inderste natur.
En konsekvens af en verden hvor majoriteten er oplyste (har erkendt den inderste natur) ville være at der ikke ville være nogen krige, da vi ville se, at vi selv og vores medmennesker essentielt er “vores eget selv”. Oplyste lever vi I “enhed med alt der kan opleves!” (alle fænomener der opstår)
En anden konsekvens af en verden med en majoritet af realiserede indbygere, er at vi ikke ville have brug for at putte nogen I fængsel. Hvis nogen skulle opføre sig farligt (voldeligt), ville han eller hun få hjælp istedet for straff. Men fordi vi tror på at der er en fri vilje, så tror vi også på at den så kaldt “kriminelle” havde en fri vilje til at handle anderledes.
Tilsyneladende ser det sådan ud. Men det er kun fordi, vi ikke ved hvem vi I virkeligheden er, og at menneskene ansat I retsystemet heller ikke ved det.
I den oplyste tilstand erkender vi, at den tilsyneladende oplevelse vi kalder for “jeg” kun blot er endnu en guddommelig skabelse (tilsynekomst). Det hele er (blot en del af) Guds leg.
Før katolicismen opstod omkring 300 år efter kristus, var der en dominerende tolkning af Jesus lære, skabt en mand som hed Pelagius. Pelagius og hans følgere troede på “animisme”, at alt er Gud.
Men under Kejser Constantin, blev alle Pelagius følgere taget til fange og dræbt. Kristendommen blev erklæret for teistisk. Gud blev adskildt fra hans skabelse og kunne nu kun kontaktes igennem hele hierakiet; præsterne, biskopperne og paven. Dette var I virkeligheden politik. Politisk magt og hirakisk adskildelse. Selv I dag tror mainstream kristendommen på fri vilje og et seperat (adskildt) “jeg”, for hvordan skulle man ellers kunne blive frelst fra helvede? Med en fri vilje, er mennesker frie til at tro på kirken, og dermed blive frelst fra helvede. Dette er selvfølgelig blot et magtspil.